Show for børn: På sporet af opdagelsesrejsende med Kristian Gintberg

Når de store opdagelsesrejsende tog ud for at udforske verden, foregik det ofte om bord på et skib. Derfor handler mange fortællinger om opdagelsesrejser også om søfart, stormvejr og brusende bølger på havet. Lørdag d. 11 juni kommer Kristian Gintberg til M/S med et stort og edderspændende show for børn om opdagelsesrejsende til søs. De fleste børnefamilier kender ham som vært på DR's børnekanal Ramasjang og især som mesterdetektiven i 'Ramasjang Mysteriet'. Kristian Gintberg er også forfatter til en serie faktuelle børnebøger, og i den seneste følger han i sporet på verdens helt store opdagelsesrejsende helt tilbage fra vikingerne til Colombus. Med afsæt i M/S Museet for Søfarts samlinger og hans seneste børnebog "På sporet af opdagelsesrejsende" har Kristian Gintberg sammensat et spændende og lærerigt show for børn om opdagelsesrejsende til søs. Livet som opdagelsesrejsende var ikke for pivskide, og det bliver showet på M/S heller ikke, lover Kristian Gintberg.
"Det bliver et sindssygt sjovt og spændende show. Historier om opdagelsesrejsende er
Fornylig besøgte Kristian Gintberg M/S Museet for Søfarts hemmelige magasin og krybekælder for at finde rekvisitter til showet. Han kørte derfra med bilen fuld af genstande. For eksempel: En tropehjelm og otte gamle kufferter. Masser af tov, en havfrue, seks skibe, lanterner, en globus, redningskranse og et kranie. Nogle af genstandene kommer med tilbage til museet lørdag d. 11 juni, når Kristian Gintberg går på scenen i museets store auditorium. Ifølge Kristian Gintberg har børn nemmere ved at forestille sig de farer, som de opdagelsesrejsende stod overfor end deres mere rationelle forældre.
"Børn har en iboende skræk for uhyrer, og forstår den frygt som folk reelt havde dengang, Showet handler også om udfordringerne ved det, og de negative konsekvenser af opdagelsesrejser som f.eks. ødelæggelse og slaveri. Børnene kommer også til at se, hvordan fortidens opdagelsesrejser stadig har stor betydning i dag. Verden er stadig baseret på de opdagelser, man gjorde dengang, og derfor er det så spændende," fortæller Kristian Gintberg.
For Nina Bundgaard Trier, der er leder af museets afdeling for undervisning og familieaktiviteter, er showet også et redskab til at give den yngste generation et indblik i museets maritime historie og samlinger
"Det er første gang, vi har et show som det her. Vi vil gerne gøre søfartshistorien interessant for børnene, og puste til en interesse, de måske ikke engang selv ved, at de har. Mest af alt vil vi gerne give børnene og deres forældre en unik oplevelse på museet, og det er vi helt sikre på, at det bliver," siger Nina Bundgaard Trier, M/S Museet for Søfart.
Showet er rettet mod børn i alderen fra tre - ti år. Efter showet kan børnene også hilse på Kristian Gintberg, der også står klar til at signere bogen "På sporet af opdagelsesrejsende", der netop er udkommet. Bogen er illustreret med Franck Wagnersens humoristiske streg, og udgivet på Politikens forlag.
Pris: 150,- kr. pr. næse inklusiv entré til museet. Showet varer en time og foregår i museets store auditorium. Mere information og billetkøb på museets hjemmeside: https://mfs.dk/